Min gode ven og kollega fra Den Republikanske Grundlovsbevægelse, Viggo Smitt, har skrevet et rigtig fint debatindlæg om nødvendigheden af Danmark som republik. Det gengives herunder.
Kronik af Viggo Smitt
Bestyrelsesmedlem i DRGB
Cand. Pæd. Phil.
24.09.2009
På søndag den 27. september afholder vi medlemsmøde i den Republikanske Grundlovsbevægelse. Som bestyrelsesmedlem ser jeg frem til at medvirke. Det er en stor glæde, at det arbejde endelig er gået i gang.
Monarkiet har, siden jeg blev teenager, været en torn i øjet på mig. Det generede min ungdommelige retfærdighedssans, at lighedstanken blev hyldet i alle andre sammenhænge, blot ikke over for kongelige. Jeg kunne ikke forstå, at muligheden for at blive statsoverhoved ikke skulle stå åben for enhver.
Min irritation er med alderen blevet til en stille undren over monarkiets fortsatte eksistens og især dyrkelsen af vores kongelige. Hver gang der sker en triviel familiebegivenhed hos de kongelige, udbasuneres det i vores public service kanaler af stærkt opstemte journalister. I øvrigt ofte seriøse journalistprofiler, der ellers ikke arbejder i billedbladsgenren.
Ved EU-parlamentsvalget i forsommeren blev jeg provokeret over at skulle stemme om kvindelig ligestilling i tronfølgeloven; er ligestilling ikke komplet meningsløs i en institution, som i sig selv repræsenterer den fundamentale ulighed? Og så kan dette pseudoproblem under alle omstændigheder tidligst blive relevant om 100 år!
Denne kombination af stillingtagen til et meningsløst pseudoproblem og udskydelsen af en meget hårdt tiltrængt grundlovsrevision irriterede naturligvis ikke kun mig, så jeg spidsede øren, da jeg søndag den 21. juni over middag hørte om et møde og en republikansk grundlovsbevægelse.
Da det gik op for mig, at mødet faktisk var i gang i den anden ende af byen, sprang jeg på min scooter, tog ud og deltog i den sidste halvdel af den stiftende generalforsamling i Den Republikanske Grundlovsbevægelse. Det er en dejlig oplevelse ikke at være alene. Der er nemlig i Danmark et ikke helt lille republikansk mindretal, og nogle af os har altså nu besluttet at tage tyren ved hornene og sætte sagen på den offentlige dagsorden. Den hårdt tiltrængte grundlovsrevision er en uadskillelig del af den proces, der skal omdanne Danmark til en republik. I 1849 var en indskrænkning af kongemagten i en grundlov givet af kongen et flot resultat, men i et moderne demokrati hører en monark ikke hjemme i forfatningen, ja han/hun hører vel slet ikke hjemme i noget som helst demokrati.
Lighedstanken er en uadskillelig del af demokratiet, så på sin vis afskaffede vi allerede monarkiet, da vi i 1948 tilsluttede os FN’s menneskerettighedserklæring. Den første sætning i den første paragraf lyder jo netop: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.” Det må vel betyde, at der ikke længere fødes kongelige højheder? Det er under alle omstændigheder på dette punkt, monarkiets legitimitet skal afprøves ved menneskerettighedsdomstolen.
Den grundlæggende lighedstænkning, den såkaldt egalitære tradition, er desuden meget skandinavisk og ikke mindst dansk; man kunne næsten sige, at vi har en lighedssans; høj og lav taler utvungent sammen, alle er dus, vores ministre cykler på arbejde gennem København. I den sammenhæng er de kongelige ikke en charmerende undtagelse, men et fuldstændig kunstigt islæt; i verdens mest uformelle land er en kongelig højhed simpelthen en absurditet. Måske burde vi uformelle danskere i stedet genlære at tale høfligt til samfundets vandbærere: politiet, sundhedspersonalet og folkeskolelærerne.
Og hvorfor har vi så stadigvæk et monarki? Lad os gennemgå de argumenter, som tilhængerne typisk fremfører:
Det skulle være godt for eksporten! Findes der ikke rige republikker, og skulle vores varer ikke helst anbefale sig selv? Måske er økonomi heller ikke en fornuftig begrundelse; Kina er ikke et monarki, men landets eksport har det også fantastisk fint; men det bruges da ikke som argument for at bevare statsformen, et brutalt diktatur.
Kongefamilien er nationalt samlingspunkt! Dette argument har altid givet mig en følelse af hjemløshed. Kan vi ikke samles om noget bedre end en tysk/fransk adelsfamilie, – vores lighedssyn f.eks.? Verdens ældste kongedømme har måske været kongedømme alt for længe, og nedstamning fra brutale, afstumpede herskere er vel ikke nogen kvalifikation til at blive statsoverhoved? Kongedømmet er på godt og ikke mindst ondt en del af vores historie, og vi skal ikke afskaffe historien, vi skal lære af den. Mon ikke der er en demokratisk dividende, hvis vi stille og roligt afvikler vores anakronistiske statsform og får en moderne forfatning?
Er et ægte demokrati ikke en republik? Og øges retssikkerheden ikke markant ved at modernisere forfatningen?
Argumentet om det nationale samlingspunkt indeholder en sund tanke om en vis kontinuitet i vores samfundsinstitutioner, som bestemt er ønskelig for demokratiet og retsstaten. Man kan så undre sig over, at der i de seneste år er hastet reformer igennem; en kommunalreform og desuden en rets- og politireform. Har den forjagede indførelse af disse ændringer ikke skabt diskontinuitet og truet en del borgeres retssikkerhed? Er det ikke i de institutioner, vi skal beskytte kontinuiteten?
Jamen de (kongelige) gør det nu godt! Hvad nu hvis der kommer en, som ikke gør det godt? Eller hvis den siddende monark bliver psykisk syg? Skal vi så i de tilfælde afskaffe monarkiet?
Der udstedes hjerteskærende naive forsikringer om, at Kronprins Frederik ikke skal indblandes i politiske sager, hvis/når han bliver medlem af Den Olympiske Komite. Men er der nogen forstandig person i hele kongeriget, der tror, at det er en apolitisk position, eller at det er klogt af kronprinsen at sætte sig i den stol?
Indsatsen mod mobning er svær at være uenig i. Ingen vil vel mobbe Mary for den? På den anden side kunne man måske spørge, om titlen som kronprinsesse er nogen særlig demokratisk adkomst til at udvælge, hvilke sager der bør have offentlighedens bevågenhed. Man kan også prøve at forestille sig Mary ved Brorsons kirke i gang med at tale de afviste asylansøgeres sag!
Retfærdigvis bør det siges, at det nok er svært at gøre det godt, når man er fange i et gyldent bur. Får de kongelige mon klar besked af deres rådgivere, når de er på vej til at gøre noget dumt? Jeg antager, at hoffet ikke virker tiltrækkende på skarpe kritiske rådgivere. Kronprins Frederiks kandidatur til den Olympiske Komite synes i høj grad at bekræfte antagelsen.
Men hun har jo ikke magt, hun er jo kun en kransekagefigur, det gør da ingenting! Dronningen sidder hver uge i folketingets samling i statsrådet og holdes løbende orienteret om ministrenes lovforslag (som er langt de fleste). Er her ikke en oplagt mulighed for skjult indflydelse? Mange vil gerne ses til bal i den kongelige og have ordner i knaphullet; det sætter vel også monarken i en position, hvor hun i det skjulte kan lade ”lyset” skinne på nogle frem for andre. Bogen ”Frederik og Flammen” vil vide, at der er blevet vredet en del arme om på forskellige mennesker for at bringe kronprinsen helt frem til sine drømmes mål: en plads i den Olympiske Komite.
Vores nuværende grundlov fra 1953 sikrer det såkaldt parlamentariske system, hvorefter der ikke kan dannes regering uden om folketingsflertallet. Det var, hvad Christian X forsøgte under påskekrisen i 1920. Derimod beskytter grundloven os ikke mod alle mulige andre former for kongelig indflydelse og manipulation, så hvis de kongelige ikke selv misbruger mulighederne, behøver man bare forestille sig, hvad en politisk begavet og langtidsansat hofmarskal kan udvirke. Det sidste kan lyde som konspirationstænkning, men det centrale er den manglende gennemsigtighed og demokratiske kontrol.
Og endelig: nej, de fleste danske republikanere ønsker sig ikke noget, der ligner det amerikanske system! Island, Finland og Tyskland er velfungerende republikker med moderne forfatninger. Her kan enhver blive statsoverhoved, her er der velbeskrevne grænser for magtudøvelsen, og her er borgerrettigheder indskrevet i forfatningen.
Men hvad angår kongedømmets fortsatte beståen handler det jo om følelser. Jeg tror, mange uden at vide det forholder sig til myten om den gode konge, – man kan tænke på Kong Arthur, Kong Aragon fra Ringenes Herre eller måske vores egen kong Skjold. Måske skal viljen til at bære over med kongelig tåbelighed søges i denne forståelse, og måske burde man se virkelighedens kongelige i dagens og netop virkelighedens grelle lys.
Myter og eventyr er vidunderlige og kan læses som opfordringer til at vælge kongen frem for stodderen i en selv: til at være det bedste, man kan, tale respektfuldt til sine nærmeste og se sine egne og naboernes børn som prinser og prinsesser.
Lidt længere væk fra den moderne bevidsthed er ideen om kongen som guds udvalgte, den salvede. Men formuleringer som fredhellig – fra paragraf 13 i grundloven, som hæver de kongelige over loven og derved krænker menneskerettighederne – leder tanken hen på ideen om guds udvalgte. Et oprigtigt religiøst menneske kan så spørge sig selv, om ikke det er blasfemi at ophøje et andet menneske på den måde, som det gøres med de kongelige?
Snarere end rationelle årsager er der altså mytiske, religiøse og især emotionelle grunde til, at vi stadig har et kongedømme. Men vi republikanere også har følelser: læserne af denne kronik er mine ligemænd, og jeg er deres. Vi er lige i værdighed og rettigheder, og hvor føles det godt! Mon jeg er alene om at krumme tæer, når nogle mennesker endda kun på grund af deres herkomst tiltales majestæt og højheder og behandles som guder?
Kampen for stilfærdigt og med fredelige midler at omdanne Danmark til en republik med en moderne forfatning er kun lige begyndt. Kom ind i kampen, meld dig ind i den Republikanske Grundlovsbevægelse og deltag i medlemsmødet på søndag.
