
I går viste DR1 et dokumentarprogram om det mange allerede havde en mistanke om, nemlig at CIA’s kidnapninger (såkaldte ”extraordinary renditions”) involverede Danmark. CIA har benyttet dansk luftrum og Grønland som mellemlandingsplads for deres fly. Den danske regering har tidligere benægtet ethvert kendskab til dette og også afvist at nedsætte en undersøgelseskommission med den begrundelse at der jo ikke var nogen beviser. Men det er jo netop derfor en kommission skulle nedsættes for at undersøge om der er nogen beviser.
Udover at kidnappe folk uden beviser, men udelukkende på en mistanke, så peger alt også på at fangerne er fløjet til lande som Usbekistan, Afghanistan og Egypten, hvorfra der er masser af reporter om tortur, bl.a. blev Khaled el-Masri tilbageholdt i fem måneder, tortureret, før han blev sat fri uden nogensinde at blive tiltalt for noget som helst.
Den amerikanske regering tror at de har et demokratisk overskud og bruger frihed og demokrati som grundlag for ulovligt at invadere andre lande. Den danske regering følger trop. Dette klinger utvivlsomt noget hult når enhver kan kidnappes på åben gade, tilbageholdes på ubestemt tid, tortureres og aldrig komme for en domstol. Der går imod enhver forståelse af retssikkerhed og den såkaldte krig mod terror er kun et skalkeskjul, for at opføre sig ulovligt og amoralsk.
Danmarks rolle skal kulegraves og regeringen skal stå til ansvar! Colin Powell, daværende amerikansk udenrigsminister, sagde direkte at europæiske regeringer vidste og ved hvad der foregår. Han sagde i et interview med BBC i december 2005:
“Der er lidt fra filmen ‘Casablanca’ over det her, du ved, hvor inspektoren siger ‘jeg er chokeret, chokeret over at den slags ting sker.’ Altså de fleste af vore europæiske venner kan ikke være chokeret over, at den slags ting sker. Den kendsgerning, at vi gennem årene har haft procedurer for at tage os af folk, der er ansvarlige for terrorist-aktiviteter, eller mistænkte for terror-aktiviteter, også det, man kalder ‘renditions’, er ikke noget nyt eller ukendt for mine europæiske venner.”
Læs artiklen på BBC.
Der kan også læses mere på DR1’s hjemmeside og på journalisten Stephen Greys hjemmeside, hvor man også kan se filmen Extraordinary Rendition.
