Så er påsken ved at være overstået, men bortset fra en enkelt påskefrokost hos svigerfamilien har jeg ikke mærket meget til højtiden. Tiden er gået med opgaveskrivning og SF arbejdet – ganske som det plejer. Min kæreste er netop hjemvendt fra Israel og Jordan, det var rart at få ham tilbage i et stykke. Tilsyneladende var det en stor oplevelse, men meget overvældende at befinde sig i en heksekedel af modsætninger; etnisk, politisk, religiøst – og så i påsken!
For et par nætter siden blev Mel Gibson’s Jesus film, The Last Temptation of Christ, sendt i tv. Den udprægede vold var næsten uudholdelig at se på. Det fik mig til at tænke på korstoget mod de vantro i Mellemøsten, europæernes udryddelse af indianerne på de amerikanske kontinenter, de afroamerikanske slaver, kolonimagternes undertrykkelse af de koloniserede, de to verdenskrige, økonomisk udnyttelse af den tredje verden, Rwanda, Irak, den stakkels dreng på Amager…
Kort sagt den undertrykkelse og vold, i forskellige afskygninger, der har været en konstant faktor gennem historien. På verdensplan er vold en af de væsentligste dødsårsager blandt 15-44 årige. Det er nærliggende at tro at vold, magt og undertrykkelse er en del af den menneskelige natur. Men er det virkelig sådan? Er vold et grundlæggende og ufravigeligt vilkår i verden, der kun udebliver ved truslen om mod-vold, gengældelse, undertrykkelse og sanktioner? Kan man minimere volden ved at sørge for de bedst muligt omstændigheder for det enkelte menneske?
Gennem tiden har der været systemer; politiske, filosofiske, religiøse, retslige der har forsøgt at forebygge eller begrænse vold. Selvom ingen har været fuldstændig succesfulde i at fjerne volden i samfundet, har de alle påvirket den normative opfattelse af at vold er negativt for samfundet og individet.
De faktorer der fører til vold – sociale, økonomiske, politiske og kulturelle, kan alle påvirkes hvis man vil og gør en aktiv indsat.
Men det er den preventive indsats der skal øges, så individer såvel som samfund ændrer opførsel, i stedet for det reaktionære og uhjælpelige mantra som Lene Espensen konstant skingert bræger:
STRAF, STRAF, STRAF!!!
