I dag er det Grundlovsdag.
I Danmark fejrer vi (de fleste) dagen fordi vi fik en grundlæggende lov for 159 år siden. Den fastlagde Danmarks overgang fra enevælde til konstitutionelt monarki, magtens tredeling, ytringsfrihed og retten til et grundlovsforhør – skulle man komme i de omstændigheder.
Den grundlovgivende rigsforsamling Grundloven af 1849
Demokratiet i Danmark er stærkt, det er ikke perfekt, men demokratiet er ikke perfekt i sig selv, det er dog den mindst ringe styreform.
Men demokratiet passer ikke sig selv og Grundloven skal konstant beskyttes. For fem år siden gik Danmark i krig, selvom Grundloven henviser både til international ret (FN mandat) og afviser at afgive suverænitet (til at blive ledt af USA) til andre end mellemfolkelige organisationer som FN. Grundlovskomiteen 2003 arbejder stadig på at få fastlagt at krigen er Grundlovsstridig.
Efter 11. september 2001 adopterede regeringen en såkaldt terrorisme-paragraf, straffelovenslovens § 114 efter pres fra USA. Men det nytter ikke at indskrænke vores egen frihedsrettigheder på grund af frygt. I USA er de gået meget længere og visse lovgivninger giver fingerpeg om en fremtidig politistat hvis udviklingen ikke vendes. Telefonselskaber giver, uden dommerkendelse, fortrolige oplysninger til efterretningstjenesterne, ligesom selve Internettet er blev udpeget som en skurk, da man der kan finde terroristisk propaganda!
Det står heldigvis ikke så slemt til i Danmark, men det kan det komme til, hvis vi ikke holder fast på at vores grundlæggende rettigheder ikke kan gradbøjes. Hvis man er bekymret for terrorismen er det netop dette vi skal være mest bekymrede for: at vi selv ødelægger hvad vi har bygget op – det ville være den ultimative sejr for antidemokratiske kræfter!
Jeg vil slutte af med at opfordre folk i og omkring Aalborg til at komme til Grundlovsmøde i Kildeparken fra kl. 15.30. Pernille Vigsø Bagge holder tale, blandt andre, og der vil være musik og sikkert en masse diskussioner.
