Første, anden, tredje – solgt! Venstre vil privatisere Danmark. Skoler, børneinstitutioner og hjemmehjælp skal kunne udføres af det private erhvervsliv. Venstre vil sende alle offentlige opgaver i stat, regioner og kommuner i udbud.
I deres pressemeddelse fredag står der: ”Venstres Folketingsgruppe har netop vedtaget et erhvervsoplæg, som blandt andet har det sigte i fremtiden at sende alle offentlige opgaver i udbud.“
Det er klart at Venstre går ind for privatisering, men at de gør det i så vidt omfang har de formået at skjule for befolkningen. Der er mange der har stemt borgerligt i en tro på at regeringen dog vil opretholde velfærdsstaten. Danskerne – uanset partivalg – er stærke tilhængere af den danske velfærdsmodel og det ved regeringen. Derfor har VKO taget små skridt ad gangen og langsomt, men sikkert udhulet den offentlige sektor. Det er sket gennem fradrag for private sygeforsikringer, så skatteyderne selv betaler for udhulingen af det offentlige sygehusvæsen. Det er sket gennem skattestop, så kommunerne ikke længere har penge til at sikre den grundlæggende velfærd og dermed ryste borgernes tiltro til den offentlige velfærd. Det blev slået fast i marts, da Karen Jespersen, vores såkaldte Velfærdsminister, sagde at det var sidste udkald for det kommunale selvstyre.
Udspillet fokuserer på at ændre borgernes mentalitet. Der står bl.a. at “kulturændringen starter i uddannelsessystemet” og “fødekæden til erhvervslivet går bl.a. via en positiv påvirkning af den mentalitet og forståelse, som befolkningen har af erhvervslivets ageren og muligheder. At indarbejde en ny kultur er ikke let. Det kræver, at vi starter allerede i folkeskolen ved at orientere uddannelsessystemet mere i retning af erhvervslivet.”
Det private erhvervsliv vil altid gå efter profit, det er en naturlov. Men når det drejer sig om mennesker; om ældrepleje, uddannelse, børnepasning og beskyttelse af de svageste i vores samfund, er profit og markedsgørelse ikke svaret.
Hvad er prisen på et liv? Hvor meget er en uddannelse værd? Hvad må miljø koste?
Det er spørgsmål som det private må tage op for at undgå røde tal på bundlinjen. Hvad kan betale sig? Kan det betale sig at holde nogen i live? Kan det betale sig at sørge godt for handicappede? Hvem er nettobidragsyder til samfundet og hvem er ikke?
Det er markedslogikken – og det er fint når det handler om fladskærme, men ikke når det handler om mennesker og miljø!
![]()
