På fredag den 27. juni afholdes der omvalg til præsident i Zimbabwe. Valget i februar blev bredt kritiseret for at være præget af korruption, trusler og vold. I april slog Mugabe’s parti ZANU – Zimbabwe African National Union – hårdt ned på oppositionen og anholdte flere journalister.
Valgkommissionen præsenterede det officielle resultat i maj som 43,2 procent af stemmerne til Mugabe og 47,9 procent til oppositionens leder Morgan Tsvangirai, hvilket skulle resultere i et omvalg da ingen af kandidaterne fik mere end halvdelen af stemmerne. Oppositionen kaldte resultatet for “røveri ved højlys dag” og mente at have fået 50.3 procent af stemmerne.
Nu har Tsvangirai og hans parti MDC – Movement for Democratic Change – meldt sig ud af valget med den begrundelse at Mugabe’s voldskampagne har udslettet ethvert håb om et demokratisk og fair valg. I mandags udtalte FN’s Sikkerhedsråd, samt Generalsekretær Ban Ki-moon at et frit og fair valg nu er umuligt at gennemføre i Zimbabwe.
Men afrikanske ledere, og specielt Sydafrika’s præsident Thabo Mbeki, kan stadig gøre noget og forhandle en legitim ny regering i Zimbabwe. Mugabe’s hold om magten er afhængig af naboerne – de yder elektricitet og varer og kontrollerer grænsen. Mugabe er kun ved magten så længe lederne af de syd-afrikanske lande tillader det. Det er ved at gå op for dem at hvis de tillader et kup vil urolighederne i Zimbabwe forøges enormt og det vil sprede sig ud over landets grænser til hele regionen.
Hvordan er det kommet hertil? Zimbabwe var engang et foregangsland og Mugabe var den afrikanske helt. Han førte guerillakrig mod den hvide minoritet der sad på magten. Zimbabwe var præget af ekstrem racisme og tidligere premiere minister Ian Smith udtalte i 1976, “I do not believe in black majority rule – not in a thousand years.” Efter syv års modstand mod kolonialismen i Rhodesia som det dengang hed, blev Mugabe folkehelt i hele Afrika og udover kontinentets grænser.
Der blev investeret i landbrug og jordreformer i 80′erne og indikatorer på børnedødelighed, fejlernæring og forventet levetid forbedredes markant. I 1990 havde Zimbabwe en lavere børnedødelighedsrate, bedre læsefærdigheder og flere børn i skole end noget andet udviklingsland.
I 1991 lånte Zimbabwe penge af IMF, Den Internationale Valutafond, med den betingelse at der skulle skæres ned på det offentlige forbrug. Bl.a. gik det hårdt ud over sundhedsvæsenet og tallene taler sit klare sprog: i 1990 var den gennemsnitlige levealder 64 år, i dag er den hhv. 37 og 34 år for mænd og kvinder.
Zimbabwe forsynede engang det sydlige Afrika med mad og varer, men er i dag afhængig af fødevareprogrammer. En tredjedel af befolkningen er afhængige fødevarer fra World Food Programme for at undgå hungersnød.
Landet har verdens højeste inflationsrate på 100.000 procent og der er udpræget korruption, med en score på 2,1 på TI’s korruptionsskala fra 0-10, med 10 som stort set korruptionsfrit.
Der er mange grunde til Zimbabwe’s deroute fra Afrika’s håb til en demokratisk fiasko. Men Mugabe’s egen udvikling fra helt til diktator bærer størstedelen af skylden.
Robert Mugabe befriede Zimbabwe fra kolonialisme. Nu skal Zimbabwe befries fra Mugabe
