Så er det tid til årets Roskilde Festival. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at tage med, da jeg ikke havde råd eller tid eller lyst til at arbejde som jeg gjorde sidste år. Ikke fordi jeg ikke sætter pris på sidste års 10 dage i silende regn – i retrospekt, men sådan skulle det ikke gå i år. Men så ringer en veninde og råber med skinger og begejstret stemme og fortæller at hun gratis har fået billetter og i et øjebliks svaghed sagde jeg ja tak.
Jeg elsker denne festival hvor man møder mennesker fra hele verden, med alle slags baggrunde der samler sig på denne udkantsmark i et fællesskab, der måske ikke er varigt, men som giver noget helt specielt i en tid og et samfund hvor vi mest sidder hjemme i vores egne stuer og mødes med dem vi allerede kender og er trygge ved. Det er en tiltro til det ukendte, det nye og det kaotiske.
Som altid går overskuddet fra festivalens pant ubeskåret til humanitære og kulturelle formål. I år er det humanitære fokus Fair Phone – Fair Future. Det er blevet nemmere at købe fairtrade kaffe og bananer, men det samme gør sig på ingen måde gældende for elektronik som vi er storforbrugere af i denne del af verden. DR Congo er rig på kobolt som bruges i mobiltelefoner og computere, men det har ikke gjort noget for befolkningens levestandard at landet er en af verdens største eksportører. Der er derfor i år fokus på abejdsvilkår under udvinding af kobolt, samt at en større andel af pengene tilkommer lokalbefolkningen.
Det afrikanske land har længe været plaget af borgerkrig. Jagten på mineralholdig jord menes at have pustet til ilden igennem den lange krig mellem stammefolk. Overskuddet fra årets humanitære pantindsamling doneres derfor fuldt til humanitære initiativer lokalt i DR Congo.
Endelig ser det ud til at vi der relativt sikkert og helt frivilligt befinder os i dette limbo mellem civilisation og neanthaler-samfund får godt vejr til en forandring!
God sommer!
