”Der er ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik. Den eneste, der har fået det ringere, er nok Svend Auken.”
Det sagde Anders Fogh i 2003. Da havde VKO selvfølgelig heller siddet på magten så længe. Mon han kunne gentage sit udsagn nu uden at få røde kinder?
En omfattende international miljøundersøgelse, foretaget af Yale og Columbia University har placeret Danmark på en sølle 26. plads. Lige under Albanien og langt under Litauen, Letland og Columbia. Særlig slemt står det til med naturlivet – hver femte danske dyreart er nu truet.
På området ‘biodiversitet’, der dækker over mangfoldigheden af dyrearter, scorer Danmark 14 på en skala fra 1 til 100; til sammenligning scorer Sverige 58, mens gennemsnittet i Europa er 35. For de lande i verden med et indkomstniveau som det danske er biodiversitets-tallet i gennemsnit 54. De tekniske beregninger viser med al tydelighed at vi åbenbart ikke passer på vores dyreliv, som biologiprofessor på Københavns Universitet, Carsten Rahbek siger til Dagbladet Information:
“I modsætning til, hvad mange måske går rundt og tror om indsatsen, så er den danske miljøindsats røven af fjerde division. Politikerne i Danmark har i de sidste mange år overhovedet intet gjort for miljøet. Alt er gået i stå. Det ser man konsekvenserne af nu, hvor 20 procent af alle dyrearter i Danmark er truet.“
Danmark forpligtede sig i 2002 overfor EU til at stoppe tab af biodiversitet, ved i første omgang at lave en handlingsplan. I 2008 er den stadig ikke skrevet. Det står i skærende kontrast til de andre nordiske lande der er langt foran os, blandt andet bruger Danmark “vel højst omkring seks millioner kroner på det om året. I Sverige har de lige tilført området en milliard kroner,” siger Carsten Rahbek.
Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo mener – ikke overraskende – ikke man skal tage undersøgelsen for alvorligt: “Den slags indikatorer er svære at sammenligne over landegrænser. Man kan ikke lave alt ud fra indikatorer, for de kan have en stor fejlmargen.“
Men en af forskerne bag undersøgelsen Marc Levy udtaler at tallene stammer fra FN, Verdensbanken og en række større tænketanke med speciale i miljø: “EPI er ikke baseret på national statistik, for herfra kan kvaliteten af data være alt for forskellig. For EPI er det helt centralt, at tal og data kan sammenlignes.“
Vores klima og miljøindsats er pinlig og specielt når vi kender konsekvenserne af at lade stå til er det ikke bare dumt, men farligt.

