Lisbeth Bech Poulsen

Finanskrisens spreder sig dag for dag og regeringen prøver panikslagent at rette op på nogle af de konsekvenser deres egen uansvarlige politik har medfødt. Efter at man liberaliserede og deregulerede realkreditmarkedet for at skabe kunstig murstensvækst er boblen bristet.

Siden 70’erne har der været flere penge at tjene i den finansielle (den spekulative) sektor, end i den produktive sektor, derfor er den finansielle sektor nu meget større, hvilket er problematisk da der ikke er sket en lignende værdiproduktion – det er altså tom luft. Da der ikke er sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel på globalt plan har man så fået en overproduktionskrise, med overskud af gæld, lån, fiktiv kapital – og det hele pakker man sammen, videresælger, ompakker og sælger videre igen. Det er naturligvis ikke holdbart.

Et af de nye produkter som man kunne tjene mange penge på er de såkaldte kreditderivater, som er sammenpakkede dårlige lån med høj risiko. Derivaterne* var en profitabel succes og promoveret til de mange der skulle have bolig- og forbrugslån. Varer og huse er således blevet købt på basis af kredit og låntagning – ikke på basis af en sund økonomi i vækst. Derivatmarkedet er råddent og ugennemsigtigt og appellerer til grådighed og spekulation i stedet for at være fornuftige forsikringsordninger. Omsætningen på det spekulative marked er hundrededoblet de sidste syv år og det er essentielt at sætte en stopper for det ødelæggende pseudo-marked. I dag er mængden af gældsforpligtelser i form af derivater 50 gange verdens samlede BNP.

EU skulle starte med at få igangsat et fælles finanstilsyn, noget vi ikke har kunne blive enige om før. Men med transnationale banker og finansinstitutioner rækker nationale tilsyn ikke. Desuden er mange af de europæiske bankers aktiver større end deres hjemlandes BNP (Kaupthing, Landsbanki, RSB, ING, Fortis, Dexia, Rabobank, KBC, Bank of Ireland, Santander, UBS, Credit Suisse, BNP Paribas).
Vi skal i EU arbejde for, at der indføres en minimumsbeskatning af selskaber for at hindre, at de europæiske lande konkurrerer på lavere selskabsskatter.
Internationalt skal vi arbejde for at indføre skat (som Tobin-skatten) på (specielt de kortsigtede) kapitaltransaktioner. Det vil begrænse ødelæggende spekulation og kan investeres i udviklingslandene.

Så er spørgsmålet om man skal lade falde hvad ikke kan stå. Det er vist kun ultraliberalister og kommunister der med hver deres udgangspunkt synes det. Når regeringen udformer hjælpepakker er det naturligvis ikke kun for at afbøde de værste konsekvenser for almindelige borgere. Det er ligeså meget for at redde selve det kapitalistiske system der har vist sine kristetendenser endnu en gang. Det ‘frie’ marked har brug for staten for at overleve sine egne indre modsætninger.

MEN det vil være umenneskeligt ikke at gøre noget og jeg er ikke sikker på at det der kommer i stedet er bedre. I stedet må vi stå benhårdt fast på at markedsaktørerne selv skal tage ansvar, at de grundlæggende regler skal ændres og at finansspekulanterne ikke længere skal have frit spil.

Der brug for en øget politisk kontrol med og regulering af den globale økonomi, et europæisk finansielt tilsyn, internationalt fokus på sikring af beskæftigelse og en generel indretning af økonomien, der sikrer øget samfundsmæssig og demokratisk kontrol, bl.a. med det formål at gennemføre omfattende investeringer i grøn teknologi og infrastruktur på tværeuropæisk plan.

Det er derfor også essentielt at se finanskrisen i sammenhæng med de andre kriser – det er ikke et tilfælde at vi samtidig har fødevarekrise og klimakrise. Vi forbruger simpelthen forkert, for meget og for ulige.

Forfatteren John Elkington udtaler at:

”Krisen er et nødvendigt sammenbrud i et finanssystem, der er løbet løbsk, og som står i vejen for udviklingen af en bæredygtig økonomi.”

Forhåbentlig kan denne krise skabe nogle helt nye forudsætninger for global handel, for restriktioner på det spekulative felt og solidarisk omfordeling af klodens ressourcer.
Det er også vigtigt at huske på at det ikke kun er en flok børsspekulanter der har sat dette i værk, men en hel verden af stater der siden midten af 70’erne har ageret efter Reagan-Thatchers nyliberale paradigme. Det er altså i lige så høj grad en politisk krise som økonomisk.

—
* Derivater er et slags væddemål mellem aktører på finansmarkedet om en fremtidig udvikling. Det kan være alt fra svinepriser der falder, en valuta der svækkes, eller en rentesats der stiger. I USA skete udstedelsen af derivater fra de halvoffentlige amerikanske realkreditinstitutioner Fannie Mae og Freddie Mac, der holdte derivatkontrakter på astronomiske beløb.

—

Den altid fornuftige Noam Chomsky om krisen: