Lisbeth Bech Poulsen

I næste uge får Danmark og verden højst sandsynlig beskeden om at Anders Fogh Rasmussen bliver NATO’s næste generalsekretær. Mange i Danmark glæder sig til at Fogh ikke længere er statsminister, men glæder sig på den anden side heller ikke til at landets leder hedder Lars Løkke Rasmussen. Desuden kan vi vil heller ikke være bekendt at eksportere vores problembørn til udlandet, specielt til en militær organisation med et efterhånden ret udvidet mandat til at gå i krig.

Holger K. Nielsen har jo fuldstændig ret når han udtaler at

“…fra NATO’s samlede synsvinkel, hvor det er vigtigt, at man får en kandidat, der kan samle frem for at splitte. Jeg ønsker da ikke, at NATO kommer til at føre den politik, som Fogh har gjort her i Danmark. Det ville da være forfærdeligt”

Hvis og når Fogh bliver generalsekretær får NATO en frontfigur der, med det mindst mulige flertal, fulgte USA i en angrebskrig og besættelse der var et klokkeklart brud med folkeretten. En mand der af princip nægtede at inddæmme krisen om Muhammed-tegningerne og mødes med ambassadørerne. Og en mand der igennem hele sin regeringsperiode har baseret sit flertal på DF og deres fremmedfjendske politik.

Det tegner ikke godt for NATO eller verden og vi burde ikke være stolte over at leverere sådan en mand til en vigtig toppost. Det er da udtryk for en misforstået patriotisme at vi er ligeglade med hvem vi sender af sted, bare det er en dansker.

Efter Informations artikel “SF: Fogh er ikke den rigtige mand til NATO” er der følgende morsomme kommentar fra en Anthon Eliassen:

Er nedenstående virkelig et brudstykke af Foghs ansøgning til Nato?

Jeg vil hermed ansøge om stillingen som Natos generalsekretær og i det følgende gøre rede for hvorfor netop min profil egner sig til denne post.

Nato er jo som bekendt en forsvarsblok og jeg har i min egenskab af dansk statsminister siden 2001 styrket mine erfaringer på dette område ved at føre en rendyrket blokpolitik. På det udenrigspolitiske felt har jeg demonstreret handlekraft ved bl.a. at tilsidesætte FN-afgørelser og ser mig selv som en person der kan profilere det snævre Nato-samarbejde på bekostning FN, som naivt forsøger at tage hensyn til alle.

Under mit lederskab øges muligheder at få Osama Bin Laden ud af hulerne i det nordvestlige Pakistan, da jeg besidder et indgående førstehåndskendskab til hvordan hulemænd tænker og agerer.

Hvis det så i samme ombæring anses for passende at dræbe og internere et større antal civile vil jeg udadtil selvfølgelig udtrykke min bekymring, men i det skjulte bidrage til dets gennemførelse. Jeg har tidligere vist mine evner på dette felt ved fx at stille landingspladser og andre logistiske redskaber til rådighed i et lignende tilfælde.

Verden behøver heller ikke frygte invasion fra fremmede magter i universet. Når jeg (igen) har ydet mit bidrag til at starte nye krige bliver jordkloden simpelthen uinteressant for marsmænd . Der bliver ganske enkelt ikke noget at komme efter…