SF stiller med et stærkt hold til Aalborg byråd. Kandidaterne til kommunalvalget den 17. november tæller tre kvinder og to mænd:

1. Anne-Dorte Krog
“Jeg er 41 år, kvinde, mor og politiker i Aalborg byråd på 8. år, og stiller op som spidskandidat til valget i november.
Jeg er kommunalpolitiker, fordi jeg ikke kan lade være. Det er i kommunalpolitikken, vi beslutter serviceniveauet for den service, der er tættest på vores dagligdag; dagpasning, folkeskolen, ældreplejen, fritidstilbuddene og den sociale indsats. Jeg interesserer mig for alle områder, men de bløde områder, børn, unge og ældre samt vores miljø ligger mit hjerte nærmest.”
Mail: adk-byraad@aalborg.dk
Tel.: 25 20 09 01
Web: www.anne-dorte.dk

2. Jane Østergaard
“Jeg er 43 år, uddannet socialrådgiver med mange års erfaring fra blandt andet flygtninge- og børne- og ungeområdet. De seneste år har jeg været leder indenfor ungeområdet, hvor jeg arbejder med anbragte unge. Jeg er gift og har tre snart voksne børn. Jeg har været medlem af SF siden 1985 og har været aktiv i SF-Aalborg. Jeg mener at SF´s vigtigste opgave er, at kæmpe for solidariteten med de svageste grupper i samfundet og sikre disse grupper en anstændig og værdig behandling.”
Mail: jane.oestergaard@gmail.com
Tel.: 98 16 11 06
Web: www.janeøstergaard.dk

3. Jørgen Andersen
“Jeg er seminarielektor ved UCN-Nordjylland.
Her underviser jeg på grunduddannelsen og efteruddannelsen. Mit hovedfag er pædagogik.
Jeg er koordinator indenfor flygtninge og indvandrerområdet.
Er uddannet folkeskolelærer, og har arbejdet med forskellige grupper af børn og unge, psykisk og fysisk handicappede, børn og unge med særlige behov etc.
Jeg har været aktiv i Aalborg Vest igennem mange år og har bl.a. været formand for Aalborg Vest Samråd i 5 år og er på 11. år formand for Vand og kulturhuset Haraldslund.”
Mail: jba@ucn.dk
Tel.: 61 35 96 36
Web: www.joergenandersen.dk

4. Felix Henriksen
“For mig handler politik om at tage ansvar og Jeg stiller op fordi Jeg vil være med til at tage ansvar for at gøre Aalborg til en bedre kommune. Jeg er 25 år og studerer sociologi på Aalborg Universitet.
Jeg vil knokle for at vi får en ansvarlig politik over for vores børn med en ordentlig folkeskole, en ansvarlig ældrepolitik, en ansvarlig miljø- og klimapolitik samt en menneskelig ansvarlighed over for de svageste grupper i samfundet. Jeg ser det specielt som min opgave at sikre at SF i byrådet bliver en stemme for de unge og for de studerende.”
Mail: felixhenriksen@gmail.com
Tel.: 40 41 12 25
Web: www.felixhenriksen.dk

5. Inge Fomcenco
“Jeg er Vendelbo, 44 år og lærer. Med mit mandat vil der være en røst mere for de svageste i kommunen og for miljøet!
I de 10 år jeg har arbejdet med politik, er der sket meget. Kommunalvalget d.17. november handler  i høj grad om dit liv, mit liv og ikke mindst  vores fælles liv i Aalborg.
Jeg vil i Aalborg Byråd arbejde for en kommune, hvor de borgere der har mest brug for hjælp: de handicappede, de arbejdsløse, de ældre og børnene skal opleve, at de kommer på 1. pladsen når vores fælles kasse skal administreres.”
Mail: inge@fomcenco.dk
Tel.: 25 20 09 20
Web: www.fomcenco.dk

Fra nu og frem til den 17. november er denne blog helliget valg – både til byråd og regionsråd.

Det er et valg der handler om velfærdens hjerte – samfundets vigtigste muskel der skal pumpe blodet rundt i kroppen. I kommunerne handler det skolebørnene, de ældre, de mest udsatte, den kollektive trafik, miljøet…

I regionerne handler det om vores sygehuse og allesammens sundhed, både fysisk og psykisk. Det handler om jobs og beskæftigelse og uddannelse.

Desværre er der sat en klemme på arterierne, for at blive i billedsproget. Uanset hvor meget regeringen og DF benægter det, så er kommunerne blevet holdt i en økonomisk og bureakratisk spændetrøje. Der er blevet skåret ind til benet og længere endnu.

VKO’s ideologiske korstog har ét formål – at smadre det fælles og udbrede privatiseringen. Milliarder i skattelettelser skal hentes et sted og det er hos børnenes skoler, de ældres omsorg, psykiatrien, sygehusene, den kollektive trafik osv.

Men du kan stadig være med til at bestemme hvordan vi skal prioritere ressourcerne – stem velfærden ind!

STEM DEN 17. NOVEMBER!

Min gode ven og kollega fra Den Republikanske Grundlovsbevægelse, Viggo Smitt, har skrevet et rigtig fint debatindlæg om nødvendigheden af Danmark som republik. Det gengives herunder.

Kronik af Viggo Smitt
Bestyrelsesmedlem i DRGB
Cand. Pæd. Phil.
24.09.2009

På søndag den 27. september afholder vi medlemsmøde i den Republikanske Grundlovsbevægelse. Som bestyrelsesmedlem ser jeg frem til at medvirke. Det er en stor glæde, at det arbejde endelig er gået i gang.

Monarkiet har, siden jeg blev teenager, været en torn i øjet på mig. Det generede min ungdommelige retfærdighedssans, at lighedstanken blev hyldet i alle andre sammenhænge, blot ikke over for kongelige. Jeg kunne ikke forstå, at muligheden for at blive statsoverhoved ikke skulle stå åben for enhver.

Min irritation er med alderen blevet til en stille undren over monarkiets fortsatte eksistens og især dyrkelsen af vores kongelige. Hver gang der sker en triviel familiebegivenhed hos de kongelige, udbasuneres det i vores public service kanaler af stærkt opstemte journalister. I øvrigt ofte seriøse journalistprofiler, der ellers ikke arbejder i billedbladsgenren.

Ved EU-parlamentsvalget i forsommeren blev jeg provokeret over at skulle stemme om kvindelig ligestilling i tronfølgeloven; er ligestilling ikke komplet meningsløs i en institution, som i sig selv repræsenterer den fundamentale ulighed? Og så kan dette pseudoproblem under alle omstændigheder tidligst blive relevant om 100 år!

Denne kombination af stillingtagen til et meningsløst pseudoproblem og udskydelsen af en meget hårdt tiltrængt grundlovsrevision irriterede naturligvis ikke kun mig, så jeg spidsede øren, da jeg søndag den 21. juni over middag hørte om et møde og en republikansk grundlovsbevægelse.

Da det gik op for mig, at mødet faktisk var i gang i den anden ende af byen, sprang jeg på min scooter, tog ud og deltog i den sidste halvdel af den stiftende generalforsamling i Den Republikanske Grundlovsbevægelse. Det er en dejlig oplevelse ikke at være alene. Der er nemlig i Danmark et ikke helt lille republikansk mindretal, og nogle af os har altså nu besluttet at tage tyren ved hornene og sætte sagen på den offentlige dagsorden. Den hårdt tiltrængte grundlovsrevision er en uadskillelig del af den proces, der skal omdanne Danmark til en republik. I 1849 var en indskrænkning af kongemagten i en grundlov givet af kongen  et flot resultat, men i et moderne demokrati hører en monark ikke hjemme i forfatningen, ja han/hun hører vel slet ikke hjemme i noget som helst demokrati.

Lighedstanken er en uadskillelig del af demokratiet, så på sin vis afskaffede vi allerede monarkiet, da vi i 1948 tilsluttede os FN’s menneskerettighedserklæring. Den første sætning i den første paragraf lyder jo netop: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.” Det må vel betyde, at der ikke længere fødes kongelige højheder? Det er under alle omstændigheder på dette punkt, monarkiets legitimitet skal afprøves ved menneskerettighedsdomstolen.

Den grundlæggende lighedstænkning, den såkaldt egalitære tradition, er desuden meget skandinavisk og ikke mindst dansk; man kunne næsten sige, at vi har en lighedssans; høj og lav taler utvungent sammen, alle er dus, vores ministre cykler på arbejde gennem København. I den sammenhæng er de kongelige ikke en charmerende undtagelse, men et fuldstændig kunstigt islæt; i verdens mest uformelle land er en kongelig højhed simpelthen en absurditet. Måske burde vi uformelle danskere i stedet genlære at tale høfligt til samfundets vandbærere: politiet, sundhedspersonalet og folkeskolelærerne.

Og hvorfor har vi så stadigvæk et monarki? Lad os gennemgå de argumenter, som tilhængerne typisk fremfører:

Det skulle være godt for eksporten! Findes der ikke rige republikker, og skulle vores varer ikke helst anbefale sig selv? Måske er økonomi heller ikke en fornuftig begrundelse; Kina er ikke et monarki, men landets eksport har det også fantastisk fint; men det bruges da ikke som argument for at bevare statsformen, et brutalt diktatur.  

Kongefamilien er nationalt samlingspunkt! Dette argument har altid givet mig en følelse af hjemløshed. Kan vi ikke samles om noget bedre end en tysk/fransk adelsfamilie, – vores lighedssyn f.eks.? Verdens ældste kongedømme har måske været kongedømme alt for længe, og nedstamning fra brutale, afstumpede herskere er vel ikke nogen kvalifikation til at blive statsoverhoved? Kongedømmet er på godt og ikke mindst ondt en del af vores historie, og vi skal ikke afskaffe historien, vi skal lære af den. Mon ikke der er en demokratisk dividende, hvis vi stille og roligt afvikler vores anakronistiske statsform og får en moderne forfatning?

Er et ægte demokrati ikke en republik? Og øges retssikkerheden ikke markant ved at modernisere forfatningen?

Argumentet om det nationale samlingspunkt indeholder en sund tanke om en vis kontinuitet i vores samfundsinstitutioner, som bestemt er ønskelig for demokratiet og retsstaten. Man kan så undre sig over, at der i de seneste år er hastet reformer igennem; en kommunalreform og desuden en rets- og politireform. Har den forjagede indførelse af disse ændringer ikke skabt diskontinuitet og truet en del borgeres retssikkerhed? Er det ikke i de institutioner, vi skal beskytte kontinuiteten?

Jamen de (kongelige) gør det nu godt! Hvad nu hvis der kommer en, som ikke gør det godt? Eller hvis den siddende monark bliver psykisk syg? Skal vi så i de tilfælde afskaffe monarkiet?

Der udstedes hjerteskærende naive forsikringer om, at Kronprins Frederik ikke skal indblandes i politiske sager, hvis/når han bliver medlem af Den Olympiske Komite. Men er der nogen forstandig person i hele kongeriget, der tror, at det er en apolitisk position, eller at det er klogt af kronprinsen at sætte sig i den stol?

Indsatsen mod mobning er svær at være uenig i. Ingen vil vel mobbe Mary for den? På den anden side kunne man måske spørge, om titlen som kronprinsesse er nogen særlig demokratisk adkomst til at udvælge, hvilke sager der bør have offentlighedens bevågenhed. Man kan også prøve at forestille sig Mary ved Brorsons kirke i gang med at tale de afviste asylansøgeres sag!

Retfærdigvis bør det siges, at det nok er svært at gøre det godt, når man er fange i et gyldent bur. Får de kongelige mon klar besked af deres rådgivere, når de er på vej til at gøre noget dumt? Jeg antager, at hoffet ikke virker tiltrækkende på skarpe kritiske rådgivere. Kronprins Frederiks kandidatur til den Olympiske Komite synes i høj grad at bekræfte antagelsen.

Men hun har jo ikke magt, hun er jo kun en kransekagefigur, det gør da ingenting! Dronningen sidder hver uge i folketingets samling i statsrådet og holdes løbende orienteret om ministrenes lovforslag (som er langt de fleste). Er her ikke en oplagt mulighed for skjult indflydelse? Mange vil gerne ses til bal i den kongelige og have ordner i knaphullet; det sætter vel også monarken i en position, hvor hun i det skjulte kan lade ”lyset” skinne på nogle frem for andre. Bogen ”Frederik og Flammen” vil vide, at der er blevet vredet en del arme om på forskellige mennesker for at bringe kronprinsen helt frem til sine drømmes mål: en plads i den Olympiske Komite.

Vores nuværende grundlov fra 1953 sikrer det såkaldt parlamentariske system, hvorefter der ikke kan dannes regering uden om folketingsflertallet. Det var, hvad Christian X forsøgte under påskekrisen i 1920. Derimod beskytter grundloven os ikke mod alle mulige andre former for kongelig indflydelse og manipulation, så hvis de kongelige ikke selv misbruger mulighederne, behøver man bare forestille sig, hvad en politisk begavet og langtidsansat hofmarskal kan udvirke. Det sidste kan lyde som konspirationstænkning, men det centrale er den manglende gennemsigtighed og demokratiske kontrol.

Og endelig: nej, de fleste danske republikanere ønsker sig ikke noget, der ligner det amerikanske system! Island, Finland og Tyskland er velfungerende republikker med moderne forfatninger. Her kan enhver blive statsoverhoved, her er der velbeskrevne grænser for magtudøvelsen, og her er borgerrettigheder indskrevet i forfatningen.

Men hvad angår kongedømmets fortsatte beståen handler det jo om følelser. Jeg tror, mange uden at vide det forholder sig til myten om den gode konge, – man kan tænke på Kong Arthur, Kong Aragon fra Ringenes Herre eller måske vores egen kong Skjold. Måske skal viljen til at bære over med kongelig tåbelighed søges i denne forståelse, og måske burde man se virkelighedens kongelige i dagens og netop virkelighedens grelle lys.

Myter og eventyr er vidunderlige og kan læses som opfordringer til at vælge kongen frem for stodderen i en selv: til at være det bedste, man kan, tale respektfuldt til sine nærmeste og se sine egne og naboernes børn som prinser og prinsesser.

Lidt længere væk fra den moderne bevidsthed er ideen om kongen som guds udvalgte, den salvede. Men formuleringer som fredhellig – fra paragraf 13 i grundloven, som hæver de kongelige over loven og derved krænker menneskerettighederne – leder tanken hen på ideen om guds udvalgte. Et oprigtigt religiøst menneske kan så spørge sig selv, om ikke det er blasfemi at ophøje et andet menneske på den måde, som det gøres med de kongelige?

Snarere end rationelle årsager er der altså mytiske, religiøse og især emotionelle grunde til, at vi stadig har et kongedømme. Men vi republikanere også har følelser: læserne af denne kronik er mine ligemænd, og jeg er deres. Vi er lige i værdighed og rettigheder, og hvor føles det godt! Mon jeg er alene om at krumme tæer, når nogle mennesker endda kun på grund af deres herkomst tiltales majestæt og højheder og behandles som guder?

Kampen for stilfærdigt og med fredelige midler at omdanne Danmark til en republik med en moderne forfatning er kun lige begyndt. Kom ind i kampen, meld dig ind i den Republikanske Grundlovsbevægelse og deltag i medlemsmødet på søndag.

De Radikale holder landsmøde i denne weekend. Forhåbentligt finder de ud af hvad de vil. Det venter vi andre i hvert fald spændt på. Og lige det dér med at vente… nogle gange er det en god idé. Andre gange skal der handling til. Og vi har virkelig ventet på De Radikale… ventet og ventet og ventet…

Mens S og SF diskuterede, forhandlede og indgik kompromisser, stod De Radikale på sidelinjen. Selvvalgt. De var hele tiden inviteret med, for som Villy mange gange har pointeret, så ser vi gerne en regering hvori De Radikale indgår. Men mens Villy og Helle og co. kæmpede for at finde fælles fodslag, var Margrethe Vestager afvisende. Indrømmet, det har ikke været nemt at være Radikal partileder de sidste par år, men hvis man forventer at politik skal være nemt er man gået forkert.

Så der blev ventet… på Margrethe og De Radikale. Hvad vil de egentligt? Da man ikke kunne vente længere, og skyldte befolkningen at melde klart ud, gad De Radikale stadig ikke sige til eller fra. Passiv-aggressiv adfærd kalder man det vist. Så er det ret nemt at kalde det ‘ultimative krav’ når man gennem flere år er inviteret til forhandlinger, men selv arrogant har rystet på hovedet.

Beklager. Vi er sgu mange der godt kan lide jer og dele af jeres politik. Hvorfor kom I ikke ind i kampen, deltog i benarbejdet og lavede kompromisser med os andre. Men det er ikke for sent.

Lad os nu komme videre med at udbygge og styrke oppositionen, så vi kan få en hel anden politik og et helt andet samfund. Og lad venligst være med at sige at SF er lig med DF. Det er arrogant, dumt og useriøst. Desuden enormt fornærmende for SF’ere rundt omkring i landet der bruger al deres fritid på at ændre det danske samfund til det bedre.

Jeg kender mange gode og kloge radikale, som har hjertet på rette sted og gerne vil samarbejde med S og SF. Måske ved de ikke at Margrethe og co. gennem lang tid har afvist ethvert samarbejde for at fremlægge fælles politikker. Så kan det være nærliggende at tro på at der har været ‘ultimative krav’ – det har der ikke. Men på et tidspunkt kan man ikke vente længere. Så må man lægge sin politik frem og berolige befolkningen med at den ikke vil ændre sig igen og igen.

Kom nu ind i kampen!

Jeg har holdt en lang pause for at gøre mit speciale færdigt, men jeg er nu tilbage på bloggen.

Ovenstående spørgsmål bliver ofte stillet i disse dage. I søndagens udgave af Nordjyske debatterede jeg problemstillingen med Bo Fink fra de Radikale, debatten kan læses her.

Det er et kæmpe problem at interessen for valget til Europa-Parlamentet på søndag den 7. juni er så lav. Trods det er danskerne faktisk nogle af de mest EU-oplyste, men alligevel stemmer kun omkring halvdelen. Man kunne selvfølgelig ønske sig at stemmeprocenten var meget højere, men det er ikke det eneste problem. En stemme hvert femte år gør ikke et demokrati alene. 

Jeg synes medierne har været mere på banen denne gang end i 2004, men jeg ved ikke om det er tilfældet, måske har jeg opsøgt det mere aktivt denne gang. Dog er det i endnu højere grad debatten og oplysningen indimellem valgene der er manglende. Public service handler om oplysning for at udbrede det demokratiske rum og når tre-fjerdedele af vores lovgivning kommer fra EU, så synes jeg at f.eks. DR burde bruge mere sendetid på EU. Gerne en times tid hver dag, med konkret oplysning om hvilken lovgivning der er på tapetet, hvem der mener hvad og hvordan det vil påvirke os som borgere. Gem gerne de mest teknokratiske udtryk væk, det virker afskrækkende og fremmedgørende på de fleste borgere. Jeg synes faktisk det er DR’s største og vigtigste public servicce opgave i disse tider, at få formidlet EU på en vedkommende og interessant måde.  

Uanset holdning til unionen, så kan ingen være tjent med dette ’sorte hul’ i vores viden. Alt skal frem, både godt og skidt. Selv en politisk nørd som jeg selv har svært ved at gennemskue systemet. Heri ligger også en del af EU’s demokratiske underskud – de lukkede døre og de mørklagte dagsordener.

Daværende handelskommissær Pascal Lamy forklarede engang at grunden til at dokumenterne i handelsforhandlinger (f.eks. GATS*) var hemmeligholdte var baseret på tradition. Nå, okay, så er der jo ikke mere at sige til det.

Jeg håber inderligt og forventer at de valgte, især venstrefløjens, parlamentsmedlemmer vil arbejde benhårdt for at åbne op for beslutningsprocesserne i EU. Det er grundlæggende dér man skal finde svaret på det første spørgsmål.

—

* GATS = General Agreement on Trade in Services (Aftalen om handel med tjenesteydelser) – en WTO traktat som EU forhandlede kollektivt for medlemslandene. Pascal Lamy sidder i dag på den modsatte side af bordet, som generaldirektør for WTO.

Endnu engang er menneskeliv gået tabt i trafikken efter spribilisme. Denne gang et otte måneder gammelt barn, efter at en ung kørte direkte op i familiens bil der holdt stille for rødt. Manden var påvirket af både alkohol og formentlig stoffer og kørte 150-200 km/t ifølge vidner.

Spirituskørsel indgår i mere end hver fjerde færdselsulykke med dødelig udgang.

På trods af offentlig forargelse efter hvert nyt tilfælde, så virker det som om der er der en udbredt holdning til at et vist antal tab i trafikken er uundgåeligt. Sådan er det bare. Over 100 mennesker mister hvert år deres liv i spritulykker. Tænk hvis så mange mennesker blev skudt på åben gade hvert år?

Berøringsangsten for at røre ved privatbilismen er enorm. Hvorfor? Installering af alkolåse i biler koster en del, men jeg synes det er på tide at få en diskussion om det enorme ansvar for sine medmennesker der er i at sætte ind bag rattet i en bil – og handling bag.

Det er teknologisk muligt at indføre alkolåse i alle biler, så det ikke længere er muligt at køre bil hvis man har drukket mere en den tilladte promillegrænse. Vi har fået et klippekort, men der skal kun én uansvarlig handling til at slå et andet menneske ihjel.

Rådet for Større Færdselssikkerhed mener at alle biler i Norden fra 2012 bør være udstyret med alkolåse.

Friheden til at køre i bil, må gå hånd i hånd med friheden til ikke at dø i trafikken når der er teknologiske løsninger til at forhindre en stor del af spritulykkerne

I dagens udgave af Nordjyske Stiftidende diskuterer jeg prostitution og kriminalisering af sexkunder, med Rasmus Lynge fra Dansk Folkeparti.
Debatten kan læses her.

Brug cykelhjelm – fordi vi elsker dig
Kampagne fra Aalborg kommune i samarbejde med Nordjyllands Politi og Dansk Cyklist Forbund.
Filmen er blevet til med forbipasserende cyklister, ægte politimænd og ægte kærlighed.
Læs mere på: www.fordivielskerdig.dk

I dag kommer Ole Riisgaard, SF’s kandidat til Europa-Parlamentet, til Aalborg. Han vil uddele flyers på gågaden inden han kl. 17.00 skal deltage i en debat på Studenterhuset sammen med andre kandidater. Arrangementet er åbent for alle.

Ole er blandt SF’s fire spidskandidater til EP-valget den 7. juni. Han sidder i SF’s Hovedbestyrelse og har taget fri fra sit job i Fødevarestyrelsen for at føre valgkamp.

Læs mere på: www.oleriisgaard.dk og www.sf.dk/riisgaard